Godsejeren fortæller
Velkommen til Kragerup Gods
Velkommen i vores stuer. Godsejer Birgitte & Regitze Dinesen byder indenfor på godset, og håber I vil føle jer hjemme under jeres ophold.
Godsejeren fortæller…
Historien går langt tilbage
Det glæder os hver dag at byde gæster velkommen i vores historiske hovedbygning. Den ældste del af huset er Hvælvingekælderen fra 1610, midterhuset er genopbygget i 1801 og sidefløjene i 1838 og 1840. De mange avlsbygninger er blevet istandsat og fungerer i dag som værelser, møde- og festlokaler. Restaureringen startede i 1998, og vi finder hele tiden ny anvendelse af vores gamle bygninger.
8. & 9. generation
Birgitte Dinesen er 8. generation og har drevet Kragerup siden 1986, hvoraf de første 12 år var sammen med sin far, indtil han gik på pension i 1998. Herefter startede hun hotellet med 6 ‘bed and breakfast’ værelser, som i dag har udviklet sig til et konference-, hotel- og eventcenter med 57 værelser. I 2009 byggede hun Danmarks første klatrepark, Go High. Herefter kom fodboldgolf, mountainbike track, archery attack og mange andre aktiviteter. I 2015 restaurerede hun det gamle godskøkken til hvad i dag er Restaurant Blixen. I 2019 byggede hun Kragerup Go Bounce, som er Skandinaviens første netpark. Opførelsen af 6 vindmøller i 2012 medvirkede til at Kragerup Gods i dag er CO2 neutral og med kvalitetsstemplet “Den Grønne Nøgle”, værner vi om miljøet.
9. generation Regitze Dinesen har været med lige fra starten bl.a. som opvasker, tjener og instruktør og senere eventchef i klatreparken og marketingchef. I 2021 overtog hun titlen som godsejer samt driften med oprejst pande og en masse gåpåmod! Regitzes ambition er at drive Kragerup videre med stolthed efter sin mor. Kragerup er i dag en stor virksomhed, og som uddannet cand.merc.(psyk), er hun meget fokuseret på drift, forbedringsmuligheder, og hvad der skaber bedst værdi for gæsterne. Regitze mener, det fortsat er vigtigt at drømme, blive inspireret, sørge for fornyelse og udvikle Kragerups grønne profil.
Vi håber, du vil nyde vores smukke gamle hus, maden i Restaurant Blixen og være aktiv i naturen sammen med dine kollegaer, venner eller familie.
Med venlige hilsner
Godsejer, Regitze & Birgitte Dinesen
Historien om den hvide dame
I hovedbygningen har vi et enkelt portræt som aldrig er blevet identificeret. Derfor menes det, at kvinden, ‘den hvide dame’, spøger i hovedbygningen. Tilsyneladende et venligt spøgelse! Sammen med uglerne, som altid har betydet meget for Kragerup, værner hun om godset og familien. Du kan se maleriet i den fine spisestue i hovedbygningen.