Godsejerens erindringer fra en tid: ‘Jeg har klare erindringer om flere personer, der boede hos os. Jeg husker for eksempel vores staldmester i 1960erne. Han hed Alfred og kom ud af en fin familie i København, som han kun besøgte én gang om året. Resten af tiden, var han sammen med vores heste, som han elskede. Da han helst ville bo sammen med hestene, var hans kammer også i herskabsstalden (den der i dag huser 13 hotelværelser). Her boede han i mange år. Han var så at sige ’sin egen’ – en særling, og dem havde vi flere af. De var altid pligtopfyldende og gjorde stor gavn på gården.
Det betyder selvfølgelig ikke, at de slap for mine drillerier. Mine søstre og jeg var jo så ’heldige’ at få en skrap barnepige, Frøken Hermann, som altid havde travlt med at fortælle os om alt det, vi ikke måtte. Det inspirerede os til en hel del narrestreger, til andres store fortrydelse. Man kunne for eksempel foranlediges til at give Frk. Hermann skylden for nogle af de ting, hendes efterfølgere blev udsat for. Min søster og jeg kunne for eksempel finde på at tage vores barnepige med ud og sejle i voldgraven, og præcis på halvvejen, ville min søster sige, at hun skulle tisse, hvorfor vi sejlede ind til bredden. Vi hoppede begge i land, skubbede båden ud og smed årene i vandet. Dér sad vores barnepige så midt på voldgraven uden årer, mens vi fra land morede os over panikken i båden. Det var vores måde at vurdere, om en ny ung pige var sej og langtidsholdbar.
Hvis hun klarede turen uden at tude, var hun godkendt.
Fællesskabet var stærkt dengang, da man var meget knyttet til det sted, hvor man tjente og de mange ansatte på gården. Man kan sige, at man var en del af en storfamilie på godt og ondt, da man kun besøgte sin egen familie én til to gange om året. Var man husmand og boede i et af husene, var ægtefællen typisk tjenestepige eller hjemmegående husmor med ansvar for husholdning, husdyr og børn. Alle havde deres opgaver og roller, og mange fandt tryghed i gentagelserne. Livet på landet var hårdt, men trygt og indimellem med plads til fest og ballade for alle karle og piger i nabolaget. Der blev spist og drukket lystigt, hvilket kunne resultere i slagsmål, men når festen var omme, var der måske også kommet nye kærestepar. Da fritiden også blev tilbragt på gårdene, mødte de unge landvæsenselever og stuepiger ofte deres kommende mand og kone på Kragerup. Selvom dette måske er en romantisering af en hård tid, hvor man arbejdede hårdt, så tror jeg, at fællesskabet og rummeligheden gjorde det til en god tid. I dag er det sjældent, at medarbejdere bliver samme sted og får medalje for lang og tro tjeneste. Men i gamle dage, var det meget almindeligt, at man flyttede ind som 16-18 årig og først forlod Kragerup, når man gik på pension.’
En skilling og tys tys!
‘Da jeg var barn, var jeg vidne til at karlene klatrede ind ad vinduerne til de unge piger. Der lå altid en stige på bagsiden af hovedbygningen, som de brugte, når de skulle på pigebesøg. Sommetider var det mig, der skulle holde vagt for en skilling og love ikke at afsløre kæresteforholdene overfor mine forældre. Det sker af og til i dag, at jeg møder ældre damer i området, som fortæller, at de mødte deres ægtemænd på Kragerup.’
Skytten Bach
Det var skytte Bach, som arrangerede alle jagterne og stod for pleje af vildtbestanden. Inden da havde vi bare den ’gamle’ skytte, Anton, som opdrættede fasaner i Herskabsstalden til alle husjagterne. Jeg husker tydeligt en dag, da jeg og de andre børn på gården låste ham inde i stalden. Stakkels Anton kunne ikke komme ud og råbte ad os i lang tid og truede med alverdens ulykker. Han blev virkelig gal, så vi turde ikke lukke ham ud, da vi var sikre på, at han ville komme efter os, så Anton kom først ud, da de andre mænd kom hjem fra marken…
Karlene
Indtil 1970erne boede gårdens karle og elever i Karlekammeret – også kaldet ’Elevgangen’. De var på kost og logi og spiste i forvalterboligen, hvor jeg boede som lille. Det var også her deres opholdsstue var, hvor de spillede kort, og fra 1960erne kunne de også se tv. Jeg havde meget sjov med karlene, da jeg var barn. De fandt det sjovt at udfordre mig og tilbød mig for eksempel fem kroner for at sluge en regnorm eller ti kroner for at svømme over voldgraven. Det blev til mange penge, som kunne forvandles til slik hos købmanden på Tindinge Bakke. Normalvis var der kun lørdagsslik i vores familie, og tyggegummi var forbudt, hvorfor det blev en yndet sport at tiltuske sig tyggegummi fra traktorførerne.
Godsejer Birgitte Dinesen
