Traditionen tro fejrer vi afslutningen på jagtsæsonen med en fantastisk vildtaften på Kragerup Gods. Vi får besøg af tvillingerne Rikke og Trine fra Hunt & Hike, der vil fortælle om deres drøm om at være jagtguider, og hvilke udfordringer de har måtte overkomme for at nå dertil.
Foredrag med eventyrlystne tvillinger
Efter middagen kan I læne jer tilbage og nyde et spændende foredrag med Rikke og Trine, der siden barnsben har fulgt deres far og morfar, når fasaner skulle fodres og bukke skydes. Både jagt og natur strømmer i deres årer, og lysten til at formidle er opbygget gennem generationer.
Tvillingernes foredrag handler om deres tid som jagtguider i Canada og om at turde at tage springet fra de trygge rammer for endnu engang at søge det vilde liv. Rikke og Trine lægger ikke skjul på, hvilken kamp det var at indfri drømmen om at følge deres fars fodspor, og som kvinde skulle guide jagtklienter i et af verdens mest barske områder.
“Vi vil gengive oplevelsen af at kunne vende en elgtyrs opmærksomhed fra flere hundrede meters afstand, til at han står og grynter imellem piletræer et stenkast væk.”
Hør historier om livet i backcountry, og om hvordan man kan gå fra hesteforskrækket til hestehvisker. Mennesket bliver lille, når hjælpen er flere hundrede kilometer væk, og bjørnene er lige om telthjørnet.
Glæder jer til et foredrag hvor selv billederne taler for sig selv.
2-retters vildtmenu
Røget fasan, fermenteret peber, ristet valnød, syltede svampe, rosenkål og vildtbouillon med enebær
Gråand fra egen jagt, vildtsauce med balsamico, tyttebærglaserede rødbeder og knoldselleripuré med brunet smør samt ovnstegte kartofler
Vi afholder også Vildtaften d. 6. marts