Godsejeren byder velkommen - på Kragerup Gods!

 

Kære gæster

Velkommen i mine stuer på Kragerup Gods på Sjælland.

Her samler jeg på spændende historier om Eggert Ulfeldt, Christian d.4 og Karen Blixen og på historier om vores husspøgelse og om overtro igennem tiderne - historier som jeg gerne vil dele med jer på en rundvisning.

Jeg er 8. generation af slægten Dinesen, og med såvel en økonomi- som en landbrugsuddannelse har det været en spændende udfordring siden 1986 at have drevet Kragerup, dels med land- og skovbrug og siden 1997 at have skabt liv og glade dage i gamle hus.

Kragerup er et Gods med tilhørende hovedbygning og 900 ha land- og skovbrug.

Kragerups hovedbygning ligger på en ø med voldgrav omkring og ligner et slot. Betegnelsen slot må dog kun bruges, når der har strømmet kongeligt blod gennem familiens årer, så derfor har vi altså et gods og ikke et slot. Men hvis du kigger på hovedbygningen, tænker du helt sikket, at her ligger et slot!  

Jeg ønsker, at I får en god og anderledes oplevelse på Kragerup - om I skal holde
konference, bryllup eller fest. 

Hos os er gæsternes ønsker i højsæde og hvert eneste arrangement skræddersys efter jeres behov. Vi har plads til flere arrangementer ad gangen, men vi sørger altid for, at I spiser middag for jer selv og har jeres egne stuer om aftenen.

 I løbet af dagen er I mere end velkommen til at bruge vores arealer. Vi kan tilbyde forskellige former for aktiviteter eller gå- og løbeture i skoven og parken. Og har I lyst - er det også muligt at lave gruppearbejde i en kano på voldgraven.

Det er derudover muligt at tilbringe
weekenden på Kragerup Gods i pragtfulde og anderledes omgivelser. 

Vi er også stolte af at kunne præsentere
Kragerup Go High i vores trætoppe - en ekstremsport i 25 meters højde. Og sidst - men ikke mindst - en paraglidingbane med optræk.

Læs om det hele - og meget mere - her på hjemmesiden eller ring til os på 5826 1250.

Vel mødt på Kragerup Gods!

Venlig hilsen
Birgitte Dinesen

Brochurer og Os

 
 

Karen Blixen

Birgitte Dinesen, som ejer Kragerup Gods i dag, er 8´ende generation på godset. Hendes oldefar Axel Wilhelm Dinesen er halvnevø til Karen Blixen - født Karen Christentze Dinesen i 1885, død 1962. Karen Blixen kom på Kragerup Gods i sine barndoms- og teenageår i slutningen af 1800-tallet og det siges, at hun var særdeles glad for at besøge godset. Bestil evt. et foredrag om Karen Blixen under jeres ophold på Kragerup. Se siden Aktiviteter og ferie.

 
 

Rungstedgård

Efter Jens Kraft Dinesens død i 1916 syntes hans kone Laura, at hovedbygningen lå "det forkerte sted". Derfor tog hun alt af værdi og drog til Rungsted, hvor hun byggede en miniudgave af Kragerups hovedbygning - Rungstedgård. I dag kendt som en forsikringshøjskole. Hvis man har besøgt Kragerup Gods først, vil man kunne genkende kaminer, paneler, trapper m.m. på Rungstedgård.

 
 

Tavlebord i sten

I parken på "øen" står et ottekantet tavlebord i sten, som sandsynligvis er et af de ældste i landet - fra ca. 1520. I dette stenbord er nedridset nogle gamle spil og Eggert Ulfeldts våbenskjold. I gamle dage kunne man efter en middag sætte sig ud og spille - og det var ikke kedelige spil. Muligvis spillede man "højt spil" om mange penge, et halvt gods eller en skov. Hvis bordet bare kunne fortælle historier - ville vi sikkert tabe både næse og mund...

 

Nyhedsbrev

 

Velkommen til Kragerup Gods